Det kongelige spisekammer
Ved Gråsten slot ligger den kongelige køkkenhave. 7.500 kvadratmeter med væksthuse, espalierer og bede. Her dyrkes alt grønt til den periode, hvor Dronningen bor på Gråsten slot. Hun og Prinsesse Benedikte har været med til at sætte præg på køkkenhaven. Oprindelig havde deres mor, Dronning Ingrid, anlagt køkkenhaven i 1960, men efter hendes død i 2000 var der ikke længere residens på slottet, og derfor heller ikke brug for en stor køkkenhave, den blev derfor stærkt reduceret. I dag er den genetableret med et moderne touch og er åben for offentligheden. Der er cafe og butik, hvor gæster kan købe lidt godt fra haven. Det socialpsykiatriske værksted Væksthuset står for den daglige drift og salg i samarbejde med slottets gartnere.
